Troen på det
raske menneske
I levefællesskabet Hertha, der ligger lidt uden for Århus, bor og arbejder 27 udviklingshæmmede blandt “almindelige” mennesker, der har valgt dem til. Botilbuddet bygger på et særligt menneskesyn, der tror på det raske i alle mennesker. Den tiltro og omsorg, som de er omgivet af, støtter de udviklingshæmmede i at udfolde deres liv.
Foto og tekst af Nicoline Kjems-Krognos
Heino har boet i Hertha siden han fyldte 18 år, i dag er han 44. I sine år på botilbuddet har han slidt et par ladcykler op, lagt et hav af puslespil og kæmpet sig igennem svære perioder, men altid genfundet sine drillerier og sit grin.
I skæret af tre stearinlys, der står på et lavt bord midt i det lille fælleshus, hilser alle hinanden godmorgen efterfulgt af navnet på den, de trykker i hånden. Heino kan ikke nøjes med et håndtryk, så han napper kærligt en af de andre i næsetippen og bryder ud i en latter, der får hans øjne til at løbe i vand.
Huset, som de er samlet i, ligger midt i levefællesskabet Hertha, hvor Heino og 26 andre voksne udviklingshæmmede bor blandt nogle hundrede mennesker, der ikke er det. Det lille minisamfund leder tankerne mod Sverige med sine små træhuse, der ligger forbundet af grusveje midt i det bakkede marklandskab 20 km vest for Aarhus.
Ventelisten til at flytte ind et af de almindelige huse, der ligger omkring botilbuddet, er lang.
De fleste til morgensamlingen er beboere fra botilbuddet, men nogle af dem, der bor blandt de udviklingshæmmede, dukker også op. En af dem er Ole Wadsholt på 84, der bor i Hertha med sin kone. Han nyder at bo blandt de udviklingshæmmede, og hver mandag aften mødes han og et par andre af de ”almindelige” med et par af mændene fra botilbuddet til kortklub i et lille loftrum i stalden.
Tilbage i det funklende skær, der lyser de morgentrætte ansigter op, læser Ole et vers højt fra Sjælekalenderen, af den østrigske filosof Rudolf Steiner. Kalenderen består af et vers til hver uge i året, der ifølge Steiner skulle hjælpe bevidstheden med at udvikle sig, ved dens beskrivelser af, hvordan årstiderne skifter i verden og i det indre liv. Først lyder de højtidelige ord på dansk, så på tysk og til sidst på dansk igen, sådan er ritualet.
Denne uges dage slutter morgensamlingen med Den blå anemone af Kaj Munk sunget i alverdens toner akkompagneret af blokfløjtespil. Endelig tager alle hinandens hænder, og i kor siger de: “god ar-bejds-lyst,” med tryk på hver eneste stavelse. Heino står med tænderne bidt sammen om sin cykelnøgle, mens de svinger hænderne til hver en stavelse, så han er klar til at drøne afsted til sit arbejde i landbruget.
Ditte(nr. 2 fra venstre) arbejder hårdt i gartneriet, mens hun forsøger at undgå at sige spørgsmålene højt, der dukker op i hendes hoved. Indimellem slipper de ud alligevel: “Kan man gå tur med en måge i snor?”
Lars er flittig både på sit arbejde i bageriet og i sin fritid, hvor han styrketræner og går til svømning. Ofte er der slet ikke nok timer på en dag til alt det, han gerne vil nå. En aften blev han vred, da han både skulle nå at lave de sidste træningsøvelser og i bad, da der blev kaldt til aftensmad.
Sjælen kan aldrig være syg
Beboernes små private lejligheder, der ligger fordelt i tre huse i botilbuddet, er alle forskellige. Nogle har gule gardiner, andre har reolen fyldt med cd’er og farven på væggen skifter, alt efter hvad beboerne selv har valgt. Det eneste, der er i alle lejlighederne, er bamser, de fleste med navn, nogle uden og enkelte, der blot hedder Bamse.
Også de udviklingshæmmede er helt forskellige. Nogle har en medfødt hjerneskade, andre er blevet skadet under fødslen pga. af iltmangel, og én enkelt er blevet det efter en bilulykke. Fælles for dem er, at de har begrænsede intellektuelle evner og generelt har de svært ved at kommunikere og tilpasse sig socialt. Det kommer til udtryk ved en ubalance mellem den mentale og biologiske alder.
Arnannguaq kan ikke huske, hvor gammel hun er, men hun ved, at hun er fra Grønland. Hun tøffer rundt på gangene i botilbuddet i sine hjemmesko af sælskind, iklædt en sort trøje med den rød-hvide cirkel fra det grønlandske flag på, som hun har fået af sine forældre.
“De har alle deres søde bamser, men de er også voksne - og vi skal anerkende dem, som de mennesker de er,” siger Peder Kleis, der er leder af et af husene i botilbuddet. I Hertha arbejder de ud fra Steiners menneskesyn, hvor ethvert menneskes sjæl aldrig kan være syg, men kun hæmmet i at udfolde sig. I botilbuddet tror de på, at alle mennesker er unikke og har ret til et godt liv med frihed til at udfolde sig - også dem, der har brug for støtte til det.
Ligesom i Steiners forståelse af det udviklingshæmmede menneske tror de på, at den hæmmede kan udvikle sig. Ifølge Steiners menneskesyn er det kun den enkelte, der kender “den rette vej” i livet. Personalet kan derfor, i overensstemmelse med hans tankegang, kun ved at anerkende og respektere individet, hjælpe de udviklingshæmmede på vej gennem tiltro, omsorg og faste rytmer.
I Danmark startede den første Steinerinstitution, Villa Marjatta, i 1960’erne. Gennem 80’erne kom der flere institutioner til rundt omkring i landet. Det var en radikalt anderledes måde at betragte de udviklingshæmmede på, end de historisk set blev det med åndssvageforsorgen, der lukkede i 1980.
En søndag tog beboerne fra et af husene i botilbuddet på tur til det nærmeste havecenter, hvor de selv valgte, hvilke planter de ville købe med hjem til deres vindueskarm.
En indholdsrig dag
Heino sætter sig forpustet ned på stolen ved frokostbordet og børster noget hø væk fra buksebenet. Det meste af dagen har han lænet sig op ad en høstak i laden og fnist over en af de andre, der prøvede at feje noget hø sammen, der igen og igen blev blæst rundt af vinden. Det sker sjældent, at Heino får lavet noget produktivt, når han er på arbejde, men han elsker at være der.
Hver dag går han og de andre i botilbuddet på arbejde i Hertha, hvor der både er gartneri, landbrug, køkken, mejeri, vaskeri og bageri. I køkkenet laver de den mad, som de selv skal spise, og i vaskeriet vasker de hinandens tøj. Der er syet navne i alt tøjet, så dem, der er på arbejde, kan holde styr på, hvis der er hvis.
Når Arnannguaq luger mellem jordbærplanterne, er det i dyb koncentration, men går der nogen forbi, rejser hun sig straks og åbner armene op og råber et par uforståelige ord. Ordene er ligegyldige for hendes kropsprog fortæller tydeligt, at hun vil have et kram.
Hver dag til frokost spiser Simone ovnbagte kartofler, som hun kalder pomfritter. Hun lægger dem i en bunke med top på tallerkenen, inden hun i cirkelformede bevægelser bader dem i ketchup.
De modtager en lille symbolsk løn for deres arbejde, som bliver brugt på fredagsslik i den lokale brugs. Ingen af dem tænker over lønnen, for arbejdet i sig selv har stor værdi for dem. Torben, der ikke bor i Hertha, men kører dertil fra et andet botilbud for at arbejde fire dage om ugen, ville ønske, at det var fem.
Efter arbejdsdagen hviler alle inden eftermiddagens mange aktiviteter, kunstneriske såvel som fysiske. Der er masser at vælge imellem. Sang, blokfløjte, ridning, yoga og svømning er nogle af dem.
“Brum brum,” spyttet flyver i luften, når Heino og Morten mødes for at lege med biler sammen. De elsker det begge, selvom de ofte ikke kan enes. De vender trækassen med de små metalbiler på hovedet, så de vælter ud på skrivebordet, kører dem i stilling, sætter kassen på gulvet for enden af bordet, og så går de i gang med at sende bilerne ud over kanten en efter en. Sådan går det om og om igen, mens resten af huset må leve med nogle store brag, når bilerne rammer bunden af kassen. Legen slutter ikke, før en pædagog siger, "så er det altså sidste omgang, der er aftensmad."
De fleste i husene klarer det meste selv, fordi de bliver støttet til at stå på egne ben, men der er altid en pædagog i nærheden, som kan lære én at lægge kabaler, finde det rigtige greb om blokfløjten eller hjælpe med at få børstet tænder. Når dagen ender, er de fleste trætte, og inden klokken 22 har alle bedt deres godnatbøn og lukket øjnene i.
Sara har sin lejlighed i den del af botilbuddet, hvor dem, der har det sværest, bor. Hun har vanskeligt ved at styre sine ben, og hun kan aldrig huske, om hun har fået mad.
Hertha blev til
For 40 år siden begyndte en gruppe af lærere på Steinerskolen i Odder at spekulere over, hvad der skulle ske med de udviklingshæmmede børn, når de en dag blev voksne. “Vi troede ikke på, at samfundet var klar til dem, og vi frygtede, at de ville ende i ensomhed,” siger Sibylla Hofstätter. Hun var en af de lærer, der var med til at starte stedet, og i dag arbejder og bor hun i Hertha.
Gennem syv år mødtes gruppen hver eneste lørdag. De endte med en fælles vision om en landsby funderet i Steiners menneskesyn med et ønske om det, de kaldte “omvendt integration,” hvor almindelige borgere vælger at bo blandt mennesker, der har brug for særlig opmærksomhed og omsorg. Det lykkedes dem at finde hundrede mennesker, der ville lægge 10.000 kroner, så de kunne købe 40 hektar land.
Lyden af knitrende grus får Heino til at spærre øjnene op. Der er ikke en bil i Hertha, som han ikke kender. Han har noteret deres farver og fotograferet nummerpladen med sin telefon, så han ved hvem, der ruller forbi.
I 1996 kunne de første voksne udviklingshæmmede flytte ind i den selvejende institution i Hertha, med tiden kom der to huse mere til i botilbuddet og flere og flere almindelige borgere valgte at flytte ind i husene og lejlighederne blandt dem. I dag står der folk på venteliste både til botilbuddet og til de almindelige boliger. De fleste fra gruppen, der startede stedet, er nået pensionsalderen, og de kan med tilfredshed læne sig tilbage og nyde godt af det gensidige givende fællesskab, som det lykkedes dem at skabe.
Josef, der bor i botilbuddet, drøner rundt på en lille græsslåmaskine på de mange plæner med vilde armbevægelser og et smil, der spreder glæde i luften. Det arbejde, som andre finder som en sur pligt, er lykken for ham.
Søren Christensen, der er en, er de ”almindelige,” har de sidste 11 år boet med udsigt til en af de plæner, som Josef drøner rundt på. Sidste år gik han på pension fra sit lærerjob på Steinerskolen i Aarhus. ”Jeg kunne gå af med ro i maven, fordi jeg vidste, at jeg havde et fællesskab og noget at engagere mig i herude,” siger Søren, der elsker at leve i det fællesskab, som stedet har bygget op omkring de udviklingshæmmede.
I aften var alle samlet i et af husene i botilbuddet, hvor der var koncert med et grønlandsk kor, som Arnannguaqs mor og far er med i. Det er en regel, at alle skal have sikkerhedsvest og lommelygter med, når de går udenfor efter solnedgang.
De er myndige
I Hertha lægger de vægt på, at beboerne selv bestemmer over deres liv. Men mange af beboerne har svært ved at finde ud af, hvornår de er mætte, hvad der er godt for dem at spise, eller huske, hvor meget de har spist. Derfor hjælper pædagogerne dem med at spise på en måde, der ikke er til skade for dem.
"De er myndige. Kosten er det eneste, hvor vi bestemmer over dem, så de ikke bliver dårlige. Og så har de selvfølgelig en kontaktperson, der kan hjælpe dem med det, som er svært, såsom økonomi,” forklarer Peder Kleis, der er leder i et af husene i botilbuddet.
I februar i år sendte regeringen et lovforslag i høring, der vil give personalet på botilbud langt større beføjelser til at anvende magt og tvang mod udviklingshæmmede som dem, der bor i Hertha. Det vil, ifølge Peder Kleis, ikke ændre på noget i Herhta, da de yderst sjældent anvender magt eller oplever mistrivsel, men han synes, at det er trist, hvis det er nødvendigt andre steder.
Forslaget møder hård kritik fra flere interesseorganisationer, herunder foreningen LEV, der arbejder for at fremme udviklingshæmmedes vilkår:
“Det et alvorligt og meget principielt etisk skråplan, hvis noget så følsomt og dilemmafyldt som offentlige myndigheders anvendelse af magt over for sårbare mennesker ses i et økonomisk rationaliseringsperspektiv,” skriver foreningen i deres høringssvar.
Inden hvert måltid tænder beboerne et par stearinlys midt på bordet, og bagefter lyder det i kor, fra deres faste pladser: “I sollyset modner, hvad jorden os giver, så modnes i guddommens lys menneskets voksende sjæl." De tager hinanden i hånden og svinger dem op og ned, mens de med en fast rytme siger: ”Velsignet være maden.”
Middag i Adidas bukser og Peter Plys-skjorte
Fredag aften står beboerne i et af de små huse samlet foran computerskærmen. Lyset, der falder ind gennem ruden, forsvinder, mens de en efter en vælger deres pizza eller kebab, og da de sidste får valgt, er der kun lyset fra den lokale grills hjemmeside tilbage i rummet. Inden maden når frem, går Sune, der bor i huset ind på sit værelse og trækker i sin yndlingsskjorte.
Sune ved ikke, hvor længe han har boet i Hertha. Han er en ung mand af få ord, men altid den første til at hilse på folk med en løftet hånd. De fleste spørgsmål, han får, svarer han “ja, ja, jaaa” til, mens han læner hovedet bagover og sender et grin op mod loftet.
Klædt i Adidas bukser og Peter Plys-skjorte tager han den første slurk af sin dåsecola, og foran ham venter en flamingobakke fyldt med pomfritter og kebab. Inden hvert måltid tænder beboerne normalt et par stearinlys midt på bordet, og bagefter lyder det i kor, fra deres faste pladser: “I sollyset modner, hvad jorden os giver, så modnes i guddommens lys menneskets voksende sjæl." De tager hinanden i hånden og svinger dem op og ned, mens de med en fast rytme siger: ”Velsignet være maden,” men i aften bliver de enige om at springe bordverset over.
Efter maden pakker Oliver, der bor i værelset lige ved siden Sune, sin dyne, sit nyindkøbte slik og sin Pikachu bamse. Han smider det hele i en trækvogn og bumler af sted over til Lars, der bor i et af de andre huse i botilbuddet. De har lavet en soveaftale. Lars reder sofaen op til Oliver, og sammen vælger de en film fra Lars’ store samling. De bliver hurtigt enige om at se en film med Dirch Passer.
